
På Dortheavej har dansk arkitekturs største internationale navn skabt en slange af almene boliger med højt til loftet.
—
Det plejer at være sådan noget med begroede skyskrabere på Manhattan, kæmpe museumskomplekser i Washington og kraftvarmeværker forklædt som skibakker ved Københavns kyst, der nævnes i samme åndedræt som Bjarke Ingels Group (BIG).
Men det seneste fuldendte byggeri fra stjernearkitektens tegnestue er faktisk et socialt boligbyggeri i Nordvest.
På Dortheavej, samme vej som Ungdomshuset, ligger de 66 nye træklædte lejligheder med store vinduer i en lang og buet slange opført af Lejerbo. Én ungdomsbolig og 65 i familiestørrelse, i alt 6.284 etagemeter for beherskede 64 mio. kroner.
“Dyrepasning tilbydes” står der på et papirskilt i vinduet i den yderste bolig. På bagvæggen hænger et broderi med teksten ”F… the police” i sirlige korssting, og på et bord står en lampe med et mavedanserbælte viklet om lampeskærmen.
Man skal næsten gøre sig umage som forbipasserende for ikke at se hver detalje i boligen, for hele væggen mod vejen er af glas fra gulv til loft og ligner nærmest en vinduesudstilling.
»Rummet var egentlig planlagt til varmemesterkontor, men blev lavet om i sidste øjeblik, inden vi afleverede, så nu er det blevet en ungdomsbolig,« forklarer Finn Nørkjær, partner i Bjarke Ingels Group.
(…)
Læs hele artiklen:
BIG i NV: Stjernearkitekttegnet socialt boligbyggeri på magasinetkbh.dk.
BIG i NV: Stjernearkitekttegnet socialt boligbyggeri (PDF).